|
|
Jatun Sacha er en privat ecuadoriansk organisation, der har til formål at fremme biologisk beskyttelse af truede regnskovsområder i naturreservater, fremme forskning og uddannnelse samt yde hjælp til lokale projekter. Den biologiske station Jatun Sacha blev etableret i 1986 og er beliggende i Ecuadors Amazonasdel ned til floden Napo. |
 |
| Navnet Jatun Sacha betyder ’Stor Skov’ på quechua, hvilket er sproget, de lokale indianere taler. Der er grupper af indfødte folk i området. Der er også attraktioner som et 37 m højt observationstårn, der når over skovens trætoppe og giver en vidunderlig udsigt og et indblik i især fuglelivet i og over trætoppene. Organisationen startede som et lille reservat, men har i tidens løb udvidet dette med hjælp fra forskellige fonde, ’The International Children’s Rainforest Network’. Der er en del turister, som besøger området, og i den forbindelse kan det nævnes, at Jatun Sacha også ejer et hotel, der arbejder med øko-turisme – et område de frivillige ikke beskæftiger sig meget med. |
 |
Som frivillig på Jatun Sacha bliver man sat i arbejde af en lokal ansat på stationen. Arbejdet kan bestå af aktiviteter i forbindelse med økologisk landbrug, centret for bevarelse af Amazonas planter - herunder medicinplanter, et kunsthåndværkprojekt eller i køkkenet. Ydermere kan man komme til at hjælpe med indsamling af frø, konstruktion af stier, vedligeholdelse af bassiner med |
| områdets fiskearter, af planteskole og kompost samt indsamling af temperatur- og nedbørsdata. Ønsker man at gennemføre eget projekt, skal dette beskrives nærmere på engelsk (2-5 A4-sider), for derefter at kunne blive godkendt. Frivillige får 8 fridage pr. måned, som kan bruges til at rejse rundt på egen hånd, hvis man ønsker det. Det aftales på stationen, hvordan man helst vil planlægge arbejde og fritid. Frivillige bliver indlogeret i træhytter med 2-6 senge i hvert værelse. Der vil normalt være andre frivillige af forskellig nationalitet på stedet, afhængigt af perioden. Der er elektricitet på stationen og internetforbindelse, som man kan bruge i fritiden mod betaling. Man kan desuden få vasket sit tøj på stationen, hvis man hellere vil bruge sin fritid på at nyde skoven og dase ved flodbredden. Jatun Sacha byder på en sand regnskovsoplevelse i en komfortabel ramme, hvor et livligt socialt liv oftest er kendetegnet. Hver uge arrangeres der gåture i området med lokale ansatte, som fortæller om regnskoven. |
|
Jatun Sacha ligger i fugtig tropisk regnskov, og der falder en del nedbør året rundt, men til trods herfor regnes månederne november til januar for at være de tørreste og april til juli for at være de vådeste. Det regner gennemsnitlig 5.000 mm om året fordelt på 200 dage. Reservatet udgøres af 2.200 hektar, der ikke ligger særligt højt, hvormed temperaturen forbliver mellem 20-28°C. I reservatet finder man f.eks. 540 |
 |
| fuglearter, 860 sommerfuglearter, mere end 245 træarter samt forskellige krybdyr, fugle, svampe, insekter og pattedyr, inklusiv store katte som puma og jaguar. Jatun Sacha byder – som resten af Amazonas – på et hav af forskellige dyr og planter. På stationen er der en botanisk have, hvor man arbejder med beskyttelse af Amazonas planter, heriblandt diverse medicinplanter. |
 |
Det kan anbefales, at man medbringer biologisk nedbrydeligt shampoo og vaskepulver. Desuden er det en god idé, at man medbringer lommelygte, badetøj, håndklæder, regnslag, insektspray og sit originale pas. Gummistøvler er nødvendige på projektet, men der er en del, man kan låne, og ellers kan de købes i Quito for omkring 6 US$. Der er temmeligt fugtigt i Jatun Sacha, så det kan være en god idé ikke at medbringe ting, der er følsomme overfor fugt såsom fremkaldte billeder og læder. |
| Man kan ofte få lov at efterlade nogle få ting på sprogskolen. |
|
Til toppen | |